Frederikshavn Svømmeklub kan i uge (uge 36) byde både nye og tidligere medlemmer velkommen til en ny sæson 2022/2023.
Frederikshavn Svømmeklub er stedet hvor børn (og voksne) har mulighed for at blive fortrolige med vandet og lære at svømme. Vi er jo en by ved vandet og derfor er svømmetræning oplagt at fokusere på mener vi.
Vi tilbyder hold, hvor der både er fokus på alder, men især på kompetencer. For de helt små børn fra 3 år har vi holdet Plask og leg. Det er holdet, hvor målet er at vandtilvænning. Der undervises i det varme øvebassin med fokus på at skabe tryghed i vandet for det enkelte barn. Der benyttes også redskaber og legeting på dette hold. Efterhånden som børnene bliver mere trygge har vi vores to Begynder hold. På Begynder 1 foregår undervisningen i det varme øvebassin og der er fokus på fremdrift i vandet og vi tilstræber gennem leg at fjerne bælte og vinger. På Begynder 2 kobles undervisningen således, at den foregår både i øvebassinet og i 25 m. bassinet. Her videreudvikles svømmekompetencerne hos det enkelte barn, der arbejdes på fremdrift over længere afstande og der svømmes uden bælte og vinger.
Når børnene har mere erfaring tilbyder vi Letøvede og Øvede - her får børnene mulighed for at få mere styr på stilarterne crawl, ryg- og brystsvømning. Undervisningen foregår i 25 meter bassinet og der øves også hovedspring på holdene. Der er på disse hold mulighed for at deltage i forskellige stævner. Flipper Cup er et stævne som klubben altid deltager i, med stor opbakning fra svømmerens forældre. Inden Covid19 stoppede alt aktivitet, kunne klubben stort set altid stille med mindst 25 svømmere. Flipper Cup er et stævne for de mindste svømmere, hvor de kommer ud og prøver kræfter med at deltage i et stævne, møder andre børn, oplever succes med svømning og får medaljer med hjem. Det afholdes af svømmeklubber i Vendsyssel 4 gange på sæsonen. Vi skal faktisk i Frederikshavn Svømmeklub være værter på Flipper Cup stævnet til marts måned 2023.
Vi håber med nye tilmeldinger, at kunne få vores Talent hold op at stå igen, da klubben tidligere har sendt en del børn og unge afsted til de større stævner. Det er holdet, hvor man gennem en seriøs tilgang har to ugentlige træninger og der arbejdes på at forbedre svømmeteknik, personlige rekorder og deltage i stævner.
Udover at lære børn at svømme gennem god og kompetent undervisning, udbyder Frederikshavn Svømmeklub også undervisning til voksne på Voksenundervisning, der ønsker at lære at svømme, forbedre svømmeteknik eller blot for motionens skyld.
Vi har tidligere haft vores Vandhundene, som er et svømmehold for handicappede børn/unge. Det har vi fået mulighed for igen at tilbyde. Her er det muligt for et familiemedlem eller en hjælper at være med i vandet samtidig. Det bliver mandage kl. 17.00-1750 og vi håber, at flere har lyst, så det kan endelig kan blive en realitet igen.
Frederikshavn Svømmeklub, har klubtid hver tirsdag fra kl. 16.00 til 20.30 og torsdag, fra kl. 16.00 til 19.00.
Skal du eller dit barn blive mere fortrolig med vandet og lære at svømme? Så skynd dig ind på hjemmesiden www.frederikshavnsvommeklub.dk og få tilmeldt dig/jer.
Vi glæder os til at byde nye som tidligere svømme velkommen i vandet!